
Sønderborg har en plan for at kommunens energisystem CO2-neutralt i 2029. Det ligger i det såkaldte ProjectZero, der blev søsat i 2007.
Med så lang erfaring, er der nu andre byer og kommuner, som følger i hælene og vil forsøge at bruge opskriften fra Sønderborg – heriblandt den polske provins Nedre Schlesien.
Hans Majestæt Kong Frederik stod i spidsen for en dansk erhvervsdelegation i Polen, som har klima- og energieffektivitet øverst på dagsordenen. Besøget skal styrke samarbejdet om grønne initiativer mellem Danmark og Polen, og en af de konkrete aftaler mellem ProjectZero og den polske provins Nedre Schlesien er allerede indgået.
Danskerne skal bistå den polske provins med viden og modeller, der skal være med til at gøre Nedre Schlesiens fjernvarmesystem grønt.
Samarbejdsaftalen blev underskrevet af Brian Seeberg, CEO for ProjectZero; Krzystof Maj, medlem af regionsrådet; og Maciej Zathey, direktør for afdelingen for regional udvikling i overværelse af H.M. Kongen.
– Denne samarbejdsaftale er et vigtigt skridt i et øget samarbejde mellem Danmark og Polen, som kan gøre en reel forskel for klimaet. Hos ProjectZero mener vi, at partnerskaber er nøglen til at fremskynde dekarboniseringen af byer og kommuner, og vi er glade for, at vi kan dele vores viden og hjælpe andre med at nå deres mål, forklarer Brian Seeberg, CEO ProjectZero.
Omkring 80 % af Polens energiforsyning er i øjeblikket baseret på fossile brændstoffer. Men der er stærke ambitioner i Polen om at begynde at dekarbonisere energiforsyningen. Samarbejdet mellem ProjectZero og Nedre Schlesien er et vigtigt første skridt. Her er der fokus på fjernvarmesystemet.
ProjectZeros model handler om at facilitere et indgående samarbejde mellem mange interessenter med en fælles ambition, hvor alle parter samtidig hver især opnår stor værdi. Energieffektivitet, herunder elektrificering og genbrug af energi, er nøgleelementer i at nå et CO2-neutralt energisystem.
Det er ikke første gang, at ProjectZero indgår en international samarbejdsaftale. I 2023 gav ProjectZero og Singapores største tekniske universitet, Singapore Polytechnic, håndslag på, at ProjectZero skal bistå det 38 hektar store campus med viden, koncepter og implementeringsmodeller, der skal bidrage til at gøre hele campusområdet CO2-neutralt.
ProjectZero blev etableret som et offentlig-privat partnerskab i 2007 og er godt på vej til at opnå CO2-neutralitet i Sønderborgs energisystem i 2029. Projektet blev igangsat af Bitten & Mads Clausens Fond, Sønderborg Kommune, Syddansk Universitet og flere lokale virksomheder samt andre offentlige og private organisationer.
Kilde: ProjectZero