I dag er det begrænset hvor mange benzintanke, der også tilbyder opladning af elbiler. Men det vil Q8 ændre på. Virksomheden vil i løbet af de kommende år opsætte lynladere på alle bemandede Q8-stationer i hele landet.
Vi satser hårdt på flere forskellige løsninger for at muliggøre en bæredygtig omstilling af transport og bilisme i Danmark. Elektrificering er én af de teknologier, som, vi ved, bliver en stor del af løsningen, og derfor vil vi sikre tilgængelighed for vores kunder over hele Danmark. Vi tror, at der skal sikres rimelig infrastruktur nu, hvis vores kunder skal føle sig trygge ved at tilvælge en elbil næste gang, de skal have ny bil, siger Direktør for Retail & Associations, Helle Dahlgren Skov.
Q8 vil installere ca. 300 opladningspladser på minimum 108 stationer langs de danske veje. Til start vil virksomheden prioritere de bemandede Q8-servicestationer, men udvalgte F24-placeringer kan også komme i spil. Effekten kommer til at ligge fra 150 kW, hvilket er væsentligt højere end de nuværende omtrent 50 kW på en almindelig hurtigoplader. Etableringen af lynladerne kommer til at ske løbende frem til 2026.
Planen er, at vi skal sikre 78 opladningspladser inden for de næste to år, men hvis vi ser, at behovet overstiger det niveau, så vil vi eskalere udrulningen hurtigere og eventuelt sikre en højere kapacitet på udvalgte stationer. Vores ambition er, at vi på sigt skal kunne tilbyde el-løsninger til alle vores kunders behov – inkl. hjemmeladning og specialiserede løsninger til erhverv, siger Helle Dahlgren Skov.
En af ankerne hos mange elbilsejere i forbindelse med opladning er, at betalingen ofte er proprietær, og man derfor er bundet til de enkelte virksomheders betalingsløsninger.
Den mest oplagte betalingsform, via Dankortet, som kendes på tværs af alle typer benzintanke, findes nemlig ikke. I stedet foregår betalingen typisk via app’er, brikker eller koder.
Hos Q8 lover man, at betalingen bliver enkel, og ikke er alt for langt fra, hvordan man normalvis betaler ved benzinpumpen.
Kilde: Q8