
De store rådgivningsvirksomheder COWI/Arkitema og Rambøll er ikke mere konkurrenter, at de har stået bag udviklingen af dokumentationsværktøj til livscyklusvurderinger, LCAcollect.
Nu er det værktøjet givet videre til Rådet for Bæredygtigt Byggeri og Molio, der samtidig kunne lancere LCAcollect Community.
LCAcollect Community er stedet, hvor den fremtidige udvikling af LCAcollect vil foregå. Målet er, at branchen ved at samarbejde på tværs får skabt en ny standard for måden at indsamle data på med et værktøj, der skaber gennemsigtighed og ensartethed på tværs af livscyklusvurderinger.
– Det er vildt spændende at være med til, fordi det er så unormalt, at folk, der konkurrerer med hinanden til hverdag, går sammen og prøver at lave et værktøj, siger Andreas Sørensen, fagleder for digitalisering i bæredygtighed hos Rambøll.
Blandt deltagerne til lancering var projektudviklingsdirektør i PensionDanmark, Mia Manghezi. Hun fortæller, at PensionDanmark som bygherrer er interesseret i værktøjer, der kan hjælpe i arbejdet med at beregne et byggeris klimaaftryk.
– Med et fælles værktøj kan vi forhåbentlig skabe større ensartethed i dataindsamling og -behandling, mens vi gennem et community kan sikre en ensretning af initiativer, hvilket forhåbentligt kan speede processen op. Det er vigtigt, at vi skaber de her kontaktflader, hvor udvikling og drift kan tale sammen, så vi får udviklet noget, der er brugbart og relevant. Samtidig leder medbestemmelse og inddragelse ofte til en stærkere ejerfornemmelse og bedre ibrugtagelsesproces, siger hun.
LCAcollect er udviklet som open source, som giver alle mulighed for at bidrage til den videre udvikling. Denne udvikling vil som tidligere nævnt foregå i LCAcollect Community.
– Det er en unik måde at samarbejde på i branchen. Der lægges mange udviklingsressourcer i LCAcollect fra konkurrerende rådgivere. Med LCAcollect Community kan alle få gavn af hinandens bidrag, da udviklingen af LCAcollect sker i open source, siger Frederik Waitz Søborg, direktør for certificering og teknisk udvikling i Rådet for Bæredygtigt Byggeri.
LCAcollect Community vil blive organiseret i to grupper – udviklere og brugere. Formålet med det er at facilitere et fagligt rum til udveksling af idéer og erfaringer, så den videre udvikling sker med afsæt i branchens behov.
• Brugergruppen er for rådgivere og konsulenter, der arbejder med LCA i hverdagen.
• Udviklergruppen er for personer med kompetencer indenfor for eksempel computational design, LCA-software, data- og systemarkitektur og UX/UI. Derudover kan det være relevant for personer fra tekniske uddannelsesinstitutioner at deltage.
– Det er en fornøjelse at se den måde, branchen går sammen i arbejdet på. I den nye konstellation bringer vi teknisk stærke udviklere sammen med eksperter i bæredygtighed – og det kommer der en masse skarpe input ud af, siger Christina Hvid, adm. direktør i Molio.
Den data, der bliver samlet i værktøjet, vil ydermere kunne hjælpe virksomheder, lovgivere og organisationer med at træffe beslutninger, der bidrager til en bæredygtig udvikling af bygge- og ejendomsbranchen.
Kilde: Rådet for Bæredygtigt Byggeri