Energiforum Danmarks handlingspris (tidligere kaldet Energi- og Miljøprisen) blev i år givet til den filantropiske forening Realdania. Prisen blev overrakt onsdag den 6. marts på Hotel Nyborg Strand i forbindelse med Energiforum 2024. Prisen gives til Realdania, fordi foreningen i en lang periode gennem konkrete projekter, filantropiske bevillinger og visionær tankegang har påvirket branchen i en mere bæredygtig retning. Både socialt, økonomisk samt miljø- og klimamæssigt.
Energiforum Danmark er en handlingstank, der konstant er på jagt efter ny viden om grøn omstilling i bygninger. I tider med stigende klimaudfordringer er der behov for at prøve nye metoder og samle erfaringer, og her stiller Realdania gang på gang både viden og kapital til rådighed. Med støtte til mere end 4.700 filantropiske projekter og indsatser over hele landet siden 2000 har Realdania været med til at skabe viden og erfaringer om alt fra klimaaftryk fra nye boliger til cirkulær økonomi i byggeriet.
Energiforum Danmarks formand Heine Knudsen udtaler:
-Når man arbejder med grøn omstilling i bygninger og gerne vil sikre sig lavt energiforbrug, godt indeklima og bæredygtige løsninger, er det svært at komme uden om Realdanias projekter i sin søgen efter ny viden. Det er alt fra indeklima i skolerne, test af nye byggemetoder og værktøjer, til renovering af konkrete historiske bygninger.
-Realdania er ikke bare ”en rig onkel2, der strør om sig med milde gaver. Med sine visioner og bevillinger giver Realdania branchen venlige skub i en mere bæredygtig retning, og projekter som dk2020 og klima-alliancen vidner om en aktiv støtte-strategi, der sætter skub i forpligtende samarbejder, fortsætter Heine Knudsen.
Programchef i Realdania Astrid Bruus Thomsen modtog prisen på foreningens vegne ved overrækkelsen den 6. marts.
-Det er en stor ære at modtage Energiforum Danmarks handlingspris, og den sætter fokus på en vigtig samfundsudfordring: Hvordan får vi sammen skabt et mere grønt og bæredygtigt byggeri? Det er en dagsorden, som Realdania gerne vil medvirke til, og vi håber, at vi igennem vores arbejde fortsat bidrager til dette, og at vi er med til at bringe flere af branchens mange forskellige aktører sammen om at skabe fælles løsninger, siger hun.
Årskonference i Energiforum Danmark
Energiforum Danmark har de sidste par dage afviklet årets største netværksevent og konference inden for grøn omstilling i byggeriet. Det er et årligt event, der samler alle foreningens netværk over to dage. Energiforum Danmark 2024 er et tilløbsstykke for professionelle i alle dele af byggeriets værdikæde med et fælles erklæret mål om at flytte byggeriet i en grønnere og mere bæredygtig retning.
Årets konference på Hotel Nyborg Strand satte fokus alle de løsninger, der kan skabe resultater i morgen og bringe os tættere på klimamålene for 2025 og 2030.
Uddelingen af Energiforum Danmarks handlingspris bandt en sløjfe på to forrygende netværksdage på Hotel Nyborg Strand.
Energiforum Danmarks handlingspris (tidligere Energi- og Miljøprisen) gennem tiden
Energiforum Danmark har uddelt sin pris (tidligere Energi- og miljøprisen) siden 1984, og prismodtagerne tæller forskellige personer, virksomheder og organisationer fra Novo Nordisk og Connie Hedegaard til Aarhus Kommune og arkitekt Kasper Guldager. Se den fulde liste af prismodtagere her.