
Vi skal vænne os til, at 2022 ikke var et enkeltstående år på energiområdet, men derimod mere den standard, som kommer til at være gældende i årene fremover.
Det mener Otto Brøns-Petersen, analysechef i tænketanken Cepos som en kommentar til klimarådets nyeste rapport, hvor de tager et kig på fremtidens danske, grønne elnet.
Et syn, der falder ganske positivt. Dog påpeger rådet, at der kan opstå elmangel i ekstreme vejrtilfælde, og at man kan opbygge såkaldte nationale kapacitetsmekanismer. Det kan være ellagring eller gasturbine, der kan sættes ind, når vejret driller.
Men den køber analysechefen ikke.
– Jeg vil advare mod at opbygge nationale kapacitetsmekanismer til at håndtere elmangel. Det vil gøre energisystemet væsentligt dyrere og mere sårbart end ved det fælles europæisk elmarked baseret på markedsprincipper. Men det kræver, at EU træder mere i karakter og får modvirket den svækkelse, der er sket i de senere år, hvor mange lande forsøger at vælte byrden med stabil elforsyning over på hinanden, bl.a. afviklingen af tysk kernekraft, siger Otto Brøns-Petersen.
Han påpeger ligeledes, at vi ganske enkelt skal vænne os til, at 2022 ikke blev en enkeltstående energiår med svingende priser og risiko for elmangel, men derimod bliver sådan verden ser ud.
Han er heller ikke begejstret for, at rådet ikke tager kernekraft med, men afviser det.
– Teknologivalget bør afhænge af, hvad der viser sig mest konkurrencedygtigt, siger Otto Brøns-Petersen.
Kilde: Cepos