
Grøn mobilitet er omdrejningspunktet for den kommende samkørselsplads ved Th. Sauers Vej i Aalborg Øst, som Vejdirektoratet er i gang med.
Ikke fysisk, men derimod er de sammen med rådgivere fra Niras ved at lægge de sidste streger på tegninger, der afslører, hvordan udvidelsen af den nuværende plads kommer til at se ud.
Det primære fokus for projektet er at skabe en optimeret skiftezone for både samkørsel, busser, cykler og eventuelt el-løbehjul. Formålet er at styrke fremkommeligheden på vejene samt skiftet til en grønnere og mere bæredygtig transportform.
Med knudepunktet får vi en bedre og yderst vigtig sammenhæng mellem transportmidlerne. Kører man i bil til Aalborg, kan man skifte til både Plusbus, cykel, løbehjul eller andre mobilitetsformer på den sidste del af rejsen. Ligeledes bliver der blevet endnu bedre forhold for samkørsel end i dag, når man rejser ud af byen, siger rådmand Jan Nymark Rose Thaysen, By og Land i Aalborg Kommune.
I projektet er der desuden lagt op til en udvidelse af parkeringsarealet i to områder med mulighed for både kort- og langtidsparkering. Vejdirektoratet vil også gøre klar til el-ladefaciliteter, hvor driften vil blive udbudt eksternt.
Den hyggelige og trygge stemning vil Vejdirektoratet forsøge at skabe ved at etablere rekreative områder med borde og bænke, grøn beplantning og belysning af hele knudepunktet.
Derudover lægger man op til, at det skal være muligt at købe en kop kaffe og afhente pakker. Disse muligheder afhænger dog af, hvem der byder ind på opgaven.
Vejdirektoratet inviterer borgere og brugere af knudepunktet til et informationsmøde i februar, hvor den endelige plan for knudepunktets udformning vil blive præsenteret.
Kilde: Vejdirektoratet