
Den ukrainske træemballage-producent Olta-Lviv etablerer sig nu i Danmark med selskabet Olta-DK
ApS.
Målsætningen er, at Danmark inden for kort tid bliver sidestillet med Ukraine som hjemmemarked.
Olta-Lviv er en ejerledet familievirksomhed, og det er selskabets adm. direktør Olha Kotso, som sidste år
tog til Danmark med familiens to døtre, der står i spidsen for både det danske og ukrainske selskab, mens
hendes mand står for driften hjemme i Lviv.
I april sidste år, en måned efter den russiske invasion, besluttede Olha Kotso og hendes mand, at nu var det så farligt at være i Ukraine, at Olha og deres to døtre skulle forlade landet. En gammel bekendt i Danmark tilbød at hjælpe og derfor kom de til hertil. De forventede, at det kun ville være nødvendigt at være her i to eller tre uger, men sådan skulle det ikke gå.
Efter indledningsvis at have brugt kræfterne på at sikre døtrene en god hverdag i Østjylland har familien
besluttet at etablere virksomhed i Danmark. I Lviv har familien træemballage-virksomheden Olta Lviv, der er specialiseret i bæredygtig produktion af pallerammer og paller, hvor resttræet bliver lavet om
til RUF-træbriketter til opvarmning.
– Vi har haft vores egen virksomhed i ti år med en del eksport til blandt andet Frankrig, Tyskland og England. Løbende er der blevet investeret i vores produktionsapparat, så vi blandt andet kan udnytte vores resttræ til at producere briketter. Så kom krigen, og det har naturligvis været et stort chok og frygteligt på alle tænkelige måder, siger Olha Kotso, adm. direktør i Olta-DK ApS og Olta-Lviv LLC.
Det danske selskab har base i Hammel og kan levere store ordrer fra fabrikken i Ukraine til Danmark på cirka en uge. Da man allerede også har investeret i lagerkapacitet her i landet, kan mindre ordrer leveres på kort tid på lige fod med danske leverandører. På den måde kan man servicere danske kunder uden fordyrende mellemled, og de lavere omkostninger giver en automatisk konkurrencefordel.
– Business-casen er meget klar. Med korte leveringstider kan vi tilbyde det danske marked et solidt produkt til en pris, der absolut er konkurrencedygtig. Nu skal vi ud og invitere os selv på kaffe hos de potentielle kunder og få lukket nogle aftaler, siger Olha Kotso.
I forbindelse med opstarten af Olta-DK har Olha Kotso fået input og sparring af medlemmer af foreningen Egenvirksomhed.nu. Det er en forening bestående af erhvervsfolk, der stiller sig til rådighed som mentorer for folk, der gerne vil starte egen virksomhed.
På grund af krigen i Ukraine er der som bekendt kommet mange, der er rejst til Danmark – heriblandt erhvervsfolk, som derhjemme har forladt deres egen virksomhed, og som Olha Kotso ser nye muligheder i en ellers vanskelig situation.
– Olha er en meget viljestærk person, der imod alle odds er i gang med at skabe noget så fantastisk som en ny virksomhed, der kommer hendes familie samt det ukrainske og danske samfund til gode. Selvfølgelig er der nogle naturlige barrierer, eksempelvis manglende kendskab til det danske system, som nogle gange kommer lidt i vejen, men så giver vi en hånd med, siger Michael Flintholm, bestyrelsesmedlem i Egenvirksomhed.nu og direktør for og stifter af FGT Business Research A/S.