![](https://www.klimafokus.dk/wp-content/uploads/sites/10/2024/01/toj.jpg)
Miljøminister Magnus Heunicke vil have skærpet kontrollen af eksport af tekstilaffald på verdensplan. Det gælder for så vidt ikke bare det danske affald, men på hele EU-plan. De senere år er den trafik eksploderet.
– Det er vigtigt for mig, at vi ikke eksporterer vores affaldsproblemer. Jeg vil derfor gennem FN’s Baselkonvention arbejde for at skærpe kontrollen med eksport af tekstilaffald til udviklingslande og for et forbud mod eksport af farligt tekstilaffald – det er tekstiler, som f.eks. er tilsmudset af PFAS eller andre farlige kemikalier, siger miljøminister Magnus Heunicke.
Gennem de seneste 20 år er der sket en tredobling i EU’s eksport af tekstiler. I 2019 eksporterede EU således 1,7 millioner tons tekstiler – hovedsageligt til lande i Afrika og Asien, hvor der ikke er kapacitet til at håndtere dem miljømæssigt forsvarligt, og hvor meget af affaldet derfor ender på lossepladser eller i naturen.
Miljøministeren vil foreslå sine ministerkolleger i EU at fremme et forslag i FN om dels at indføre krav om anmeldepligt for import og eksport af tekstilaffald, dels krav til behandlingskapacitet samt forbud mod eksport af farligt tekstilaffald.
Forslaget indebærer, at modtagerlandene aktivt skal acceptere at importere tekstilaffald og bekræfte, at de kan håndtere affaldet miljømæssigt forsvarligt. Eksportlandene skal ligeledes sikre, at det er tilfældet. Ordningen vil skaffe mere data om hvilke former for tekstiler, der bliver eksporteret, og hvor det ender.
Kilde: Miljøministeriet