
El siges at være fremtidens “brændstof”, men måske er der andre løsninger, der betyder, at vi kan beholde forbrændingsmotoren. Den skal bare køre på biometanol i stedet, viser en test fra Teknologisk Institut
En moderne bil, i det konkrete tilfælde en optimeret Peugeot 108 fra 2020, har bestået den skrappeste biltest (EURO 6-d RDE) og viser sig dermed at forurene langt mindre end tilsvarende kørsel på benzin i forhold til udledning af sundhedsskadelig NOX, kulilte og partikler.
Det er lidt af en sensation, at en bil på 85 procent biometanol består de nyeste krav til emissioner – endda langt under grænseværdierne, siger Kim Winther, seniorspecialist, Teknologisk Institut.
Testen er en del af Projektet Biometanol M85 på danske tankstationer, som er støttet af Energistyrelsens udviklingsprogram EUDP. I projektet skal 100 biler ud at køre på de danske veje på en brændstofblanding bestående af 85 procent metanol og 15 procent benzin. Metanolen er udvundet af biogas og gylle. Formålet med projektet er at afprøve kørsel i praksis på biometanol, som reducerer CO2 med 70 procent fra den eksisterende bilpark.
NOX og kulilte-udledning ligger henholdsvis 87 procent og 95 procent lavere end grænseværdierne. Og partiklerne ligger 79 procent under grænseværdierne. I princippet udvikler metanol ikke partikler, men den tilsatte benzin og smøreolie giver lidt. CO2 udledningen ligger på 123 g/km hvilket er udtryk for en god brændstoføkonomi.
Testen er mere end bestået, idet vi har anvendt en testmetode, som er sværere end den ordinære WLTP-test, som ligger til grund for grænseværdierne. Under Real Driving Emissions er det faktisk tilladt at overskride grænsen med hhv. 50 procent for partikler og 110 procent for NOX. Men det er altså slet ikke tilfældet med metanol i tanken, konkluderer Kim Winther.
Optimeringen af bilen består i ændringer af dens software, som virksomheden 2M Teknik står bag.
Vi har ikke ændret noget fysisk på bilen, men udelukkende omprogrammeret softwaren i bilen til at køre optimalt på metanol, forklarer Per Knudsen, indehaver 2M Teknik.
Han fortæller, at især koldstarter og bykørsel er en udfordring i forhold til udledninger. Men det er ens for alle andre biler.
Kilde: Teknologisk Institut