
Mens elbiler til persontransport lige så stille er ved at rulle sig ud, går det lidt langsommere med lastbiler på el. Men nu er der måske hjælp at hente i form af køreledninger over vejbanen – på motorvejen.
Idéen med såkaldte elektriske motorveje, de såkaldte eRoads, kan lidt sammenlignes med den idé, der står bag en trollybus, altså at køretøjet får strøm fra en ophængt køreledning via en pantograf, men er modsat tog og letbane ikke afhængige af skinner.
Og det er slet ikke usandsynligt, at der kommer eRoads her til landet.
Det erfarer de hos Scania, der kan konstatere, at Vejdirektoratet kigger på muligheden for at etablere en eRoad på den næsten 200 kilometer lange strækning mellem Øresundsbroen og Femern. Det byder de velkommen hos Scania, der allerede har fuldelektriske lastbiler på de danske veje.
Det er en kendsgerning, at fuldelektriske, batteridrevne lastbiler er på vej, og når mange af disse skal i gang med at køre længere strækninger, så bliver der behov for at lade lastbilerne en route. Skal opladningen ske på truck stops, så kan man nemt forestille sig nogle flaskehalsproblemer. Derfor er eRoads interessante, idet flaskehalse undgås, når lastbilerne kan lade, imens de kører, forklarer Anton Freiesleben, der er salgsdirektør i Scania Danmark.
Udover at eRoads kan forebygge flaskehalse, så vil de også påvirke selve udviklingen af lastbilernes batterier. For ifølge Anton Freiesleben så er den langsigtede strategi, at køreledningerne bliver så udbredte på motorvejsnettet, at man vil kunne bygge lastbiler med væsentligt mindre batterier, og det er godt nyt for både forbrugere og klima, forklarer salgsdirektøren:
Hvis vi kan bygge lastbiler med mindre batterier, vil det betyde, at vi vil se et markant fald i prisen på de fuldelektriske lastbiler. Det betyder også, at flere omstiller sig til ellastbiler hurtigere, og at vi skal bruge langt færre ressourcer på at bygge lastbilerne, så der er mange gevinster at hente for både klima og pengepung, påpeger han.
Scania har erfaringer med etablering af køreledningsprojekter i både Sverige ogTyskland, og analyser har vist, at op mod 80 procent af motorvejsnettet kan forsynes med køreledning. Hvis det bliver en realitet behøver mange lastbiler et langt mindre batteri end mange havde forudset.
I Tyskland planlægges der allerede nu to gange 100 kilometer med køreledninger, og den danske tilføjelse kan derfor ses som en forlængelse af vores nabolands indsats på området. Udbuddet, der netop er udsendt af Vejdirektoratet, drejer sig om en forundersøgelse af køreledninger mellem Øresundsbroen og Femern. Forundersøgelsen skal danne grundlag for den politiske beslutning om de første køreledninger på de danske motorveje, og resultatet ventes at foreligge i maj næste år.
Kilde: Scania