Med over 860.000 nye biler i hele Eu i løbet af september, kom det samlede bilsalg i de tre første kvartaler af 2023 op på cirka 8 millioner styk. Dermed er markedet vokset med næsten 17 procent i forhold til sidste år, og den generelle holdning er, at bilmarkedet er kommet sig over sidste år store leveringsproblemer.
Der mangler dog en del før man er tilbage på 2019, altså før coronatiden. Her blev der solgt 10 mio. biler i løbet af de første ni måneder.
Det er især de store markeder som Italien (+22,7 %) og Frankring (+10,7 %), der stod for fremgangen i september, mens Tyskland faktisk oplevede en lille tilbagegang.
Her i landet var fremgangen på 14 procent.
Der kom 127.149 nye elbiler ud på EU’s veje i september, hvilket svarede til en stigning på 14,3 procent. Elbilerne udgjorde 14,8 procent af de samlede nyregistreringer, hvilket er en fremgang i forhold til september 2022, hvor de udgjorde 14,1 procent, men en del lavere end i august 2023, hvor elbilerne udgjorde hele 21 procent af salget.
Det kan skyldes en større tilbagegang i Tyskland, på 28,1 procent, som forventes at være sket som følge af reducerede incitamenter til køb af elbiler for virksomheder.
I Danmark blev elbilsalget fordoblet i september og elbilerne udgjorde en andel på 37 procent af nyregistreringerne i tredje kvartal.
Kilde: De Danske Bilimportører