Blind udbygning af det offentlige ladenet går ikke i længden. Det stigende antal ladestandere presser elnettet, og derfor skal man have elbilisterne til at ændre vaner – lidt i stil med den tankegang som elselskaberne har anvendt ved at skrue på tarifferne, og dermed få forbrugerne til at lægge deres forbrugsvaner om.
Samme grundlæggende idé vil ladeplatformen Spirii forsøge at tage i brug.
Spirii lancerede sidste år dynamiske priser, der følger spotprisen på el. Og nu følger et nyudviklet prisprodukt, som giver Spiriis ladepartnere mulighed for at sætte og styre priserne på opladning endnu mere intelligent.
For eksempel ved at tilbyde lavere pris i perioder, hvor elnettet er mindre belastet. Eller ved at hæve prisen på langtidsopladning for at begrænse, at elbiler spærrer ladepladser uden at oplade.
– Konkurrencen på markedet er steget betydeligt de sidste par år, og elbilister er blevet mere prisbevidste. Derfor er prisen på opladning ikke blot et vigtigt parameter i forhold til at være konkurrencedygtig. Det er også et effektivt parameter til at styre opladningerne, så vi belaster elnettet mindst muligt, forklarer Spiriis CEO og co-founder, Tore Harritshøj, og fortsætter:
– Når vi kan fordele forbruget hen over perioder, hvor der i forvejen er ledig kapacitet på nettet, kan vi spare forbrugerne for et ganske stort beløb, som ellers ville være påløbet for udbygning af elnettet.
Den nye prisstruktur er allerede taget i brug af Merkur Andelskasse, der råder over mere end 100 ladestandere i Danmark.
Pr. 1. november sænkede Merkur priserne markant fra 3,49 kr. til 1,98 kr, pr. kWh i tidsrummet 24:00-06:00, hvor belastningen er lavest.
Jesper Kromann, der er direktør i Merkur Klimafond, er glad for at kunne bidrage til en mere hensigtsmæssig ladeadfærd:
– Vi er glade for, at vi i samarbejde med Spirii kan tilbyde brugerne af vores ladestandere en endnu billigere pris på opladning af deres elbiler. Det er vigtigt for os at gøre det så nemt og attraktivt som muligt for folk at vælge en elbil, der er en vigtig del af den grønne omstilling, som vi gerne vil bidrage til, siger Jesper Kromann, direktør i Merkur Klimafond, der administrerer Merkurs ladestandere.
Derudover har Merkur valgt at hæve prisen på langtidsopladning for at sikre, at ladepladserne i videst muligt omfang bliver brugt til opladning og ikke til parkering. Fremadrettet koster det derfor 1 kr. pr. minut i tidsrummet 08:00-19:00 på hverdage, hvis der oplades i mere end tre uafbrudte timer.
Kilde: Spirii