Med benzinpriser over 17 kroner for en liter, er det dyrt at køre bil. Det har fået stadig flere bilister til at skæve hen mod cyklen, viser en undersøgelse fra bilsynsvirksomheden Applus Bilsyn.
De har spurgt over 1.200 bilister, hvordan de stigende priser påvirker deres vaner, og her svarer cirka 25 procent, at de cykler mere end tidligere.
Prisen på en liter benzin listede i sidste uge op over 17 kroner, og når den danske forbruger er under så voldsomt prispres fra alle kanter, som vi ser i øjeblikket, er det naturligt, at mange af bilisterne finder alternativer til bilen. Mange ser formentlig de stigende priser som en anledning til at knytte transport og motion sammen, og det er jo kun positivt, siger teknisk konsulent hos Applus Bilsyn, John Gantzhorn.
Til gengæld virke delebilsordningerne ikke så tillokkende på dem, som er vant til at eje deres egen bil, påpeger undersøgelsen.
Selvom der findes masser af delebilsordninger, og de sociale medier, herunder hundredvis af lokale nabo- og grundejersider på Facebook, gør det nemt at køre med naboen, så er det kun en halv procent, som nu også sætter sig ind en delebil.
Når bilister vedholdende holder fast i deres egen bil, er det selvfølgelig for komfortens skyld. Vil man sænke sine kørselsudgifter, kan man justere på selve kørslen, eller ændre lidt på bilens opsætning. Tjek om bilens dæktryk er korrekt, da for lidt pumpede dæk øger vejmodstanden. Fjern tagbagagebærer og cykelstativ, og få en bilsagkyndig til at kontrollere motorens forbrænding. Sørg for at tændrør og luftfilter ikke er for gamle og giv motoren et renseadditiv til dyserne, disse ting vil tilsammen ofte optimere brændstofudnyttelsen med 3-5 procent, siger John Gantzhorn.
Langt de fleste bilister, over 60 procent, vil ikke skippe bilen trods de høje priser.
Kilde: Applus Bilsyn