Elbiler og den knap så grønne fætter, plug-in’en, er ved at vinde mere og mere indpas hos de danske bilister.
49 procent ville vælge en elbil, når der næste gang skal skiftes bil, viser en undersøgelse fra LB Forsikring.
Men der er en pudsig lille kønsforskel omkring bilvalget. For mens mændene helst ser en ren elbil i indkørslen (52 procent hos mændene, 44 hos kvinderne), er kvinderne i front, når talen falder på en plug-in. Den vil 36 procent af kvinderne have, mens tallet er 29 procent hos mændene.
Det flest angiver som en barriere for at købe en elbil er, at der er for langt mellem ladestanderne. Det mener 52 procent, mens 51 procent synes elbiler er for dyre, skarpt forfulgt af de 47 procent der angiver, at bilen ikke kan køre langt nok på en opladning.
Der er dog kun 2 procent af de adspurgte, der angiver, at de ikke oplever samme køreglæde, som i en benzin eller dieselbil.
Resultatet kommer ikke bag på LB Forsikring.
Alle signaler peger samme vej; både dansk lovgivning og EU-lovgivning peger på en overgang til mere klimavenlig bilisme. Vi ved desuden, at bæredygtighed optager vores medlemmer, så det er ikke så overraskende, at vores medlemmer svarer, at de vil gå efter en elbil næste gang, siger Steen Holse Andersen, CCO i LB Forsikring.
Han peger samtidig på, at 23 procent angiver de i høj eller meget høj grad er villige til at bruge flere penge på en klimavenlig bil, mens 52 procent angiver at de i nogen grad er villige til at bruge flere penge på en klimavenlig bil.
Hvis man vil give lidt mere for en bil, kan man snart komme langt på el- og hybridbilmarkedet. Begge type biler er på vej ind i en ny fase, hvor de i meget højere grad bliver tilgængelige for helt almindelige menneskers pengepung. En mere klimavenlig bil er ikke længere nødvendigvis en meget dyr investering, siger Steen Holse Andersen.
Han tror derfor på, at markedet for elbiler og hybridbiler kommer til at vokse eksplosivt de næste år.
Kilde: LB Forsikring