
Næsten lige siden elektriciteten blev hver mands eje, har man talt om den såkaldte kogespids – den tid på døgnet, hvor familien tændte for komfur og ovn. Men den er ved at få konkurrence – det kan man se hos bl.a. Trefor, der har trukket tal ud fra deres nye dataportal om elnettet i Trekantområdet.
I starten af 2023 indførte Trefor El-net differentierede nettariffer, der er dyrest i den såkaldte ”kogespids” mellem klokken 17 og 21. Det skulle netop skabe incitament til at flytte en del af elforbruget til andre tider på døgnet, hvor der er ledig kapacitet i elnettet.
– Vi ser allerede nu en lille ”ladespids” om natten, hvor elforbruget er steget i forhold til året før. Der er ingen tvivl om, at det især skyldes opladning af elbiler. Det bliver spændende at følge, om ”ladespidsen” i fremtiden overstiger ”kogespidsen”, og hvordan vi så indretter elnettet og tariffer til det nye forbrugsmønster,” siger Per Sørensen, elforsyningsdirektør i Trefor El-net.
Parcelhusene er den største kundetype i virksomhedens forsyningsområdet, og de bruger knap en tredjedel af strømforbruget i Trekantområdet. Derfor er det ikke uvæsentligt, når parcelhusejerne flytter deres forbrug, som det nu viser sig, at de gør.
Og det er ikke underligt, for udover at elbilen let kan trække 50-60 kWh på en opladning natten over, er biltypen mest udbredt hos de boligejere, der har mulighed for at få opsat egen ladestander.
Tallene, hvor data om elnettet stammer fra, ligger frit tilgængeligt for alle, der har lyst til at kigge nærmere på elforbruget i Trekantområdet. Her kan man blandt andet trække data ud fra kundetyper, geografi, årstid og adfærd.
– Med de frigivne data får aktører et bedre grundlag til at udvikle nye fleksible og intelligente løsninger til både private og erhvervslivet. Det er der i høj grad brug for, i takt med at den grønne omstilling også stiller større krav til elektrificering,” siger Søren Skov Bording, direktør i Center Danmark.
Alle kan kigge med i dataportalen på http://www.trefor.dk/elnet/data/ Det gælder, uanset om du skal bruge et datagrundlag til at udvikle en ny spændende idé, vil vide noget om forbrugsmønstre og trends, eller måske er nysgerrig på kapaciteten på nettet i dit lokalområde.
– Går man med tanker om at købe en elbil og få installeret en ladeboks derhjemme, så kan man med fordel bruge datakort til at tjekke, om der er kapacitet i elnettet, hvor man bor, siger Per Sørensen.
Kilde: Trefor