Region Sjælland har haft den stor pengepung fremme. Regionen har besluttet at gennemføre indkøbet af 14 moderne batteritog. Region Sjælland stiller garanti for Lokaltogs optagelse af en byggekredit til anskaffelsen på én milliard kroner.
De nye batteritog udgør cirka halvdelen af alle togene på regionens lokalbaner og vil nedsætte co2 udslippet med 51 procent. Togene, der skal køre på Østbanen og Tølløsebanen har blandt andet toiletter, borde og wi-fi.
– Det er en markant milepæl i den grønne omstilling og en styrkelse af den regionale kollektive trafik, der binder vores region sammen på kryds og tværs, udtaler regionsrådsformand Trine Birk Andersen og fortsætter:
– Jeg er stolt over, at vi kan give passagererne nye, grønne og topmoderne transportmidler, der forhåbentlig vil få endnu flere til at benytte den kollektive trafik.
De kommende tog har i øvrigt en topfart på 160 kilometer i timen. Batteritogene erstatter ældre dieseltog fra 1997 og forventes indsat i slutningen af 2028.
De nye tog er ikke de eneste, som skifter fra sort til grøn på transportområdet. Der kommer også nye elbusser på en lang række linjer. Det sker frem mod 2027, hvorefter over 60 procent af Region Sjællands busser være omlagt til batteribusser.
Kilde: Region Sjælland