Fra 1. juli 2025 er det slut med at kunne udlede såkaldt scrubbervand fra skibe ud til 22 km fra de danske kyster.
Skibe kan i dag bruge såkaldte åbne scrubbere for at rense den tunge bunkerolie, som de sejler på, for svovl ved at vaske røgen. Herefter udleder de scrubbervandet direkte til havet. Det har medvirket til, at der er for høje niveauer af en række tungmetaller og tjærestoffer som bly, cadmium, anthracen og benz(a)pyren i havmiljøet.
Den proces bliver nu forbudt, har et stort flertal i Folketinget besluttet.
Havområdet ud til 22 kilometer (12 sømil) svarer til det havområde, der efter havretskonventionen kan reguleres nationalt. Havområdet uden for de 22 kilometer reguleres efter internationale regler.
Med aftalen skal skibe fremover omstille til brug af enten lavsvovlsbrændstof eller lukkede scrubbere med nul udledning. Det betyder, at restproduktet fra den lukkede scrubber skal afleveres i havnenes modtagefaciliteter.
Forbuddet mod udledningen af scrubbervand vil træde i kraft med en lovændring, som bliver fremsat i det kommende folketingsår. Forbuddet træder i kraft den 1. juli 2025 for skibe med åbne scrubbere. For skibe med lukkede scrubbere træder forbuddet i kraft den 1. juli 2029.