
I USA har dens fossile bror ligget øverst på salgslisterne i mere end 40 år – og det gælder alle slags biler, men den store pick-up Ford 150 har aldrig rigtigt vundet indpas i Europa.
Nu forsøger Ford sig med el-drevne version, 150 Lightning. Hvis det var størrelse, som holdt den fossile version borte, så har den eldrevne da slet ingen chance med sine små seks meter i længde og en vægt på 3,5 tons.
Men hvo intet vover, så kæmpen bliver tilgængelig i Norge i en særlig ’Lariat Launch Edition’ version. Og det kan være, at de har set rigtigt i elbilens hjemland.
– Vores norske kunder har været fuldstændig vilde efter at kunne sætte sig bag rattet i den elektriske F-150 Lightning. I mine 25 år hos Ford har jeg aldrig før oplevet så stor en efterspørgsel og interesse for en bil. Jeg har vitterlig haft kunder, der har banket på min dør og tigget om at få bilen til Norge, lyder da det Per Gunnar Berg, administrerende direktør i Ford Norge i en udtalelse om udsigten til at få den noget usædvanlige bil på norske plader.
Det er en slags modsætningernes bil. Trods dens enorme karrosseri spurter den fra 0-100 km/ på mindre end 5 sekunder. Det er hurtigere end den nye dansker-darling Tesla Model Y long range.
Den har et frunk på ikke mindre end 400 liter – nogenlunde sammenligneligt med bagagerummet i en VW Golf, og det har et batteri, som, hvis teknikken gjorde det muligt, kunne holde et dansk familiehus med strøm i en uges tid.
Det gælder dog ikke den version, som sendes til Norge. Den har et batteri på “kun” 98 Kwh. Det store batterie er over 130 kWh. Så her må familiehuset klare sig med bilstrøm i 3-4 dage.
I USA er den blevet et tilløbsstykke, hvor den i høj grad bliver brugt som helt almindelig familiebil. Det vil nok ikke give mening på vores breddegrader. Alene bare tanken om at få den mast ind på en Bilka p-plads fredag eftermiddag må give sved på panden.
Men helt dum er den alligevel ikke, hvis den anvendes rigtigt. Som en erstatning hos de entreprenører, der anvender pick-ups i dag er den oplagt. Den kan trække næsten 3.500 tons, kan laste over 800 kilo. Der er flere strømudtag til fx elværktøj end de fleste drømmer om.
Og med gedigen plads til fem personer, er den oplagt som den arbejdsbil, hele pick-up konceptet oprindeligt var udtænkt som.
Nu kommer den ikke her til landet – men man skal jo aldrig sige aldrig, hvis det viser sig, at den storsælger på det norske marked.
Kilde: Ford