Hvor stort et CO2-aftryk giver en tankfuld benzin eller diesel?
Det er de færreste bilister sikkert klar over, men nu kan de få syn for sagen, næste gang de tanker.
Det er landets mere end 240 Shell tankstationer, der nu viser klimaaftrykket for hver optankning på kundernes kvittering. Initiativet er et skridt i at synliggøre den udledning fra transport, mange har i hverdagen.
Det handler om at skabe gennemsigtighed og fokus på det CO2-aftryk, vi alle har som forbrugere – også når det kommer til den daglige transport i bilen, fastslår Søren Møller Maretti, direktør for mobilitet i DCC Energi, der driver Shell tankstationerne herhjemme.
I gennemsnit har hver dansker et samlet CO2-aftryk på ca. 17 tons CO2. En del af dette er fra transport, og det vil vi gerne være med til at synliggøre ved at vise det CO2-aftryk, der følger, når du tanker og bruger bilen. Derfor har vi udviklet et system, der gør det let for os at dele disse oplysninger og på den måde øge bevidstheden om, hvad vores klimaaftryk egentlig består af, siger Søren Møller Maretti
Det CO2-aftryk, der vises på kvitteringen, tager højde for, at aftrykket fra brændstoffer er forskelligt, når hele regnestykket fra olieboringen til forbrændingen i motoren (well-to-wheel) gøres op. Eksempelvis er der en forskel på 0,36 kg/CO2 per liter mellem 95 oktan benzin, som i Danmark er iblandet 10 pct. bioprodukt, og diesel, der indeholder 7 pct. bioprodukt.
For gennemsnitsdanskeren udgør brændstofforbruget kun en mindre del af det samlede klimaaftryk. Men udledningen fra vores daglige transport er alligevel interessant at synliggøre. Eksempelvis viser vores beregninger, at en gennemsnitlig bilist, der tanker 1.000 liter 95 oktan benzin årligt, har et samlet CO2-aftryk fra brændstoffet på 2,77 tons. I en dieselbil vil udledningen være 3,13 tons CO2, forklarer Søren Møller Maretti.
Kilde: Shell