Stadig flere danskere vælger bevidst efter produkter med det nordiske Svanemærke. Og de har fået stadig flere produkter at vælge imellem
På bare tre år er antallet af svanemærkede produkter og ydelser vokset fra 12.500 til 18.500. Alligevel efterspørger hele 60 procent af danskerne endnu flere miljømærkede varer på hylderne.
Hos Miljømærkning Danmark, som har ansvaret for Svanemærket i Danmark, ser man bl.a. stor vækst i det svanemærkede udvalg inden for møbler, tøj, plejeprodukter, investeringsfonde, byggematerialer og byggeri.
Vi ved fra flere af vores undersøgelser, at forbrugere i både Danmark og resten af Norden gerne vil være en del af løsningen på miljø- og klimaudfordringerne. Her er Svanemærket en stærk guide for forbrugere, da mærket gør det enkelt at vælge blandt de miljømæssigt bedste produkter. Målet med Svanemærket er netop at mindske den samlede miljø- og klimabelastning fra produktion og forbrug, forklarer Charlotte Rajsager, chef for marketing og kommunikation hos Miljømærkning Danmark
Styrken ved Svanemærket, som er Nordens officielle miljømærke, er, at mærket ser på hele produktets rejse og de miljøproblemer, der opstår undervejs. På den måde vurderer Svanemærket, hvordan vi bedst passer på miljøet, klimaet og den enkelte forbruger. Samtidig sikrer en uafhængig tredjepart, at produkterne lever op til Svanemærkets skrappe krav, hvilket er med til at sikre en høj troværdighed.
Forbrugere efterspørger troværdige mærker at navigere efter, for vi udsættes desværre for rigtig meget greenwashing eller halve historier, og det er næsten umuligt for den enkelte at gennemskue, hvad der er rigtigt og forkert. Med Svanemærket ved hånden, behøver forbrugere ikke at være eksperter i hverken kemi eller produktionsmetoder – det arbejde gør vi for dem, siger Charlotte Rajsager.
Kilde: Miljømærkning Danmark