
Danskernes boligdrømmegør, at cirka 1.200 boliger rives ned hvert eneste år, og efterfølgende erstattes af et nyt byggeri. Klimamæssigt er det en skidt idé, og gør det sværere at komme i mål med den grønne omstilling. Derfor lancerer Social- og Boligstyrelsen sammen med Energistyrelsen nu en kampagne, der skal inspirere boligejere til at vælge renovering frem for nedrivning, når boligdrømmen skal opfyldes.
For ofte er det ikke nødvendigt at rive et eksisterende hus ned for at få opfyldt boligdrømmen. I mange tilfælde er det muligt at få opfyldt drømme og behov med en renovering, der samtidig er billigere og bedre for klimaet og ressourceknapheden.
Det sætter Social- og Boligstyrelsen sammen med Energistyrelsen fokus på i kampagnen. Den skal vise fordelene ved at renovere frem for at bygge nyt og inspirere flere boligejere til at vælge denne model.
– Hvis vi skal i mål med den grønne omstilling, er vi nødt til at fokusere mere på de valg, vi træffer, når vi skal have indfriet vores boligdrømme. Vi skal blive bedre til at udnytte de boliger, vi allerede har, frem for at rive ned og bygge nyt. Det vil medvirke til at reducere byggeriets klimaaftryk og materialeforbrug. Derfor er der brug for at gøre opmærksom på fordelene ved at renovere frem for at rive ned, fortæller projektleder Frederik Schelle Hornnes fra Social- og Boligstyrelsen.
Som en del af kampagnen har rådgivningsvirksomheden Transition besøgt en række boligejere, som har valgt at renovere deres bolig i stedet for at bygge nyt. Boligejerne fortæller om deres behov, overvejelser og resultater.
Mens eksperterne dykker ned i data fra renoveringsprojekterne og regner på, hvor stor klimagevinsten har været ved at renovere i stedet for at rive ned og bygge boligerne fra grunden. I alle tilfælde viser beregningerne markante CO2-besparelser – fra 26 pct. helt op til 63 pct. Desuden blev der genbrugt og genanvendt materialer fra det oprindelige hus i flere af renoveringsprojekterne.
De konkrete eksempler er samlet på en kampagnehjemmeside under Social- og Boligstyrelsen, hvor der også ligger andet materiale, der kan inspirere og hjælpe flere til at vælge renovering frem for nybyg. Eksemplerne udbredes desuden gennem en lang række både offentlige og private aktører, der er i kontakt med nuværende eller kommende boligejere.
Kilde: Social- og Boligstyrelsen