
Politikerne bør finde afgiftsskruen frem, hvis man vil gøre noget med Danmarks forbrugsbaserede globale klimaaftryk.
Det foreslår rådet i et nyt notat
Danskernes forbrugsbaserede klimaaftryk er officielt opgjort til 63 mio. ton CO₂e i 2020. Det er cirka 50 procent højere end den udledning, der finder sted i Danmark. Ved at indføre afgifter på udvalgte klimabelastende forbrugsvarer, kan man sænke den udledning
Der er de seneste år sket en hel del med udledningerne fra dansk grund, men vi belaster klimaet meget via vores forbrug af varer fra udlandet. Danmark bør også arbejde målrettet for at mindske vores globale forbrugsaftryk. Ikke mindst hvis vi skal kalde os for et grønt foregangsland, siger formand for Klimarådet, Peter Møllgaard.
Afgiften kan lægges på fx kød og mælk. Klimarådet har før foreslået, at en drivhusgasafgift for landbruget delvist bliver lagt på forbruget og ikke kun på produktionen.
En afgift på forbruget stiller importerede og danskproducerede varer lige og påvirker både udledninger i Danmark og udledninger i udlandet fra dansk import af fx kød. Det betyder, at risikoen for lækage bliver mindre, end hvis afgiften kun lægges på produktionen. Der kan også lægges afgift på fx soja til dyrefoder, palmeolie og træ, fordi det er produkter, der ofte medfører skovrydning og belaster klimaet.
Klimarådet anbefaler samtidig, at en ny regering sætter et mål for offentlige grønne indkøb. I Strategi for offentlige grønne indkøb 2020 sagde den daværende regering, at der skulle fastsættes et mål for offentlige grønne indkøb, men det er endnu ikke kommet.
Det offentlige er en stor forbruger. Hvis det offentlige går forrest, vil det ikke blot have en klimaeffekt i sig selv. Det kan også bidrage til at udbrede klimavenlige valg hos virksomheder og borgere. Hvis fx de offentlige køkkener serverer klimavenlig mad, kan det også få folk til at spise mere grønt derhjemme, siger Peter Møllgaard.
Det nye notat kommer også ind på bl.a. international transport og Danmarks bidrag til at opfylde det globale mål om en reduktion af metanudledningerne med 30 pct.
Kilde: Klimarådet