Argo ved Roskilde, og ni andre forbrændingsanstalter bliver, i første omgang, ikke lukket alligevel.
Det stod ellers i Kommunernes Landsforenings (KL) plan “Klimaplan for en grøn affaldssektor og cirkulær økonomi”, men den plan har en række myndigheder nu selv kastet på bålet.
Myndighederne vurderer, at der er flere kriterier, som KL’s plan ikke lever fyldestgørende op til. Det drejer sig bl.a. om kriterierne om, at KL’s plan skal sikre, at det er de mindst effektive og miljømæssigt dårligste anlæg, der lukker. KL’s plan leverer heller ikke en tilpasning, der svarer til det kapacitetsloft, som aftalen fastsætter.
Der var da heller ikke stor forståelse for, at fx Argo skulle lukke. Det er placeret i Roskilde, og det bliver ofte bare kaldt energitårnet. Det er ejet af ni sjællandske kommuner, Greve, Køge, Lejre, Roskilde, Solrød, Odsherred, Holbæk, Kalundborg og Stevns, og sørger for fjernvarme til næsten 200.000 borgere. Ydermere er det ifølge flere udregninger blandt de mest effektive i hele landet.
Tillige har anlægget, der blev taget i brug i 2013, en gæld på næsten 1 mia. kr. der på en eller anden måde ville skulle finansieres, hvis anlægget bliver lukket indenfor den planlagte tid.
Kilde: Forsyningstilsynet