
Esbjerg og Varde er to kommuner, hvor landbruget vejer tungt i deres samlede CO2-udledning. 40 % i Esbjerg og hele 70 % i Varde.
Varde og Esbjerg Kommune er derfor gået sammen med Sydvestjysk Landboforening i et 3-årigt klima-landbrugsprojekt med Sagro som projektleder. Projektet har til formål at understøtte det lokale landbrugserhverv i deres grønne omstilling.
Ti forskellige landbrugsbedrifter fordelt i de to kommuner er med i projektet, og det betyder bl.a., at der er hjælp at hente at skabe overblik over nuværende udledninger ved hjælp af værktøjet ESGreenTool, der er et digitalt værktøj, der kan beregne klimabelastningen på landbrugsbedrifter, give overblik over virkemidler og dokumentere tiltag.
De to bedrifter får også mulighed for at udarbejde en klimahandlingsplan der rummer konkrete tiltag, der vil reducere den enkelte bedrifts udledning.
– Vi glæder os helt vildt til at skyde gang i det her fælles projekt sammen med Varde og Sydvestjysk Landboforening, så vi kan understøtte vores landmænd i også at stå stærkt i den klimaneutrale fremtid, vi skal hen til, siger Jørgen Ahlquist, formand for Klima & Miljøudvalget i Esbjerg Kommune.
Foruden samarbejdet med de ti konkrete bedrifter, skal projektet også hjælpe med at identificere de både barrierer og muligheder, der er forbundet med den grønne omstilling af landbruget i Varde og Esbjerg Kommune.
– I Sydvestjysk Landboforening ser vi frem til dette næste skridt, vi tager sammen med Esbjerg og Varde Kommuner. Projektet giver os indsigt i de muligheder, der er for reduktion af drivhusgasser fra landbruget med udgangspunkt i de rammer, der er i kommunerne. Det er et spændende projekt, der etableres i et allerede meget stærkt samarbejde, siger Niels Laursen, formand for Sydvestjysk Landboforening.
Sideløbende med de ti bedrifter, som jo kun udgør en lille del af de to kommunernes landbrug, er der skabt et fælles forum for Varde og Esbjerg Kommunes landmænd- og kvinder, hvor viden og resultater fra projektet deles, ligesom man kan få inspiration og sparring til sin grønne omstilling.
Kilde: Esbjerg Kommune