Det er nok at stramme den en anelse at sige, at den nye dækserie er produceret af gamle PET-flasker, men den er ikke helt gal, for hvert dæk indeholder fra 9 og op til 15 gamle plastflasker. Det er selvfølgelig ikke så meget, men det er kun en lille del af dæklinjen NXT, der indgår i UltraContact-dækserie fra Continental.
For dækkene har op til 65 procent genanvendte og ISCC PLUS mass balance-certificerede materialer.
– Vi er ekstremt stolte over lanceringen af den nye dækfamilie. De resultater, der er opnået med NXT vil sætte nye standarder for måden at udvikle og producere dæk på. Udover den imponerende andel af bæredygtige materialer er det også vigtigt at bide mærke i resultaterne på sikkerhed og performance, der er i top ligesom vi kender det fra vores klassiske premium-produkter, siger adm. direktør Georg Nielsen fra Continental Dæk Danmark A/S.
De fleste mennesker vil givetvis anføre, at dæk generelt ligner hinanden. De er runde, sorte, lavet af gummi og har et hul i midten. Men ifølge Continentals teknikere er det netop materialerne inde i UltraContact NXT-dækket, der skiller sig ud – og som man både som forbruger og forhandler bør hæfte sig ved.
– For at fremhæve noget af dækkets grønne materiale, så består hvert dæk blandt andet af mellem 9 og 15 genbrugte PET-plastikflasker. Med vores ContiRe.Tex-teknologi erstattes konventionelt fremstillet polyester i dækket med genbrugsflasker, hvilket vi så de første eksempler på under Tour de France sidste år, hvor flere af følgebilerne netop var monteret med polyester-ingredienser i gummiblandingen, fortæller Georg Nielsen.
I 2030 er det i øvrigt koncernens mål at have mere end 40 procent genanvendte materialer i alle dæk, mens målet om 100 procent miljøvenlige materialer i alle dækprodukter skal være nået i 2050.
Kilde: Continental