
2022 var ikke et økonomisk godt år for ladeoperatøren Clever. Det var aldrig tilsigtet at give overskud, idet man havde budgetteret med et underskud på cirka 30 mio. kr.
Men det endte med at underskud på hele 480 mio. kr. Til gengæld gik det bedre med omsætningen, som blev fordoblet fra 392 mio. kr. til 813 mio. kr.
– I 2022 prioriterede vi at investere i det nære ved at holde hånden under vores kunder i en svær tid. Vores kunder brugte sidste år, hvad der svarer til cirka én procent af Danmarks samlede strømforbrug. Så da priserne på strøm begyndte at stige eksplosivt på bagkant af Ruslands invasion af Ukraine, gjorde Clevers omkostninger det samme. En meget stor del af de omkostninger tog vi selv, siger Clevers direktør, Casper Kirketerp-Møller.
Kunderne mærkede, at noget var helt galt, da firmaet den 28. september så sig nødsaget til at opsige samtlige kunders aftaler for i stedet at indføre et midlertidigt energitillæg oveni den månedlige abonnementspris.
– Vi havde ønsket det anderledes, men elprisernes himmelflugt i efteråret gav så stor en usikkerhed, der rakte ud over 2022, at vi blev nødt til at handle og skabe os en økonomisk bæredygtig platform. Alternativet var, at vi stod til at tage lige så store økonomiske tab fremadrettet, hvilket kunne sætte en stopper for vores ambitioner om at udrulle ladeinfrastruktur i hele landet, og det understøtter ikke Clevers formål om at accelerere skiftet fra olie til vedvarende energi for at skabe et bæredygtigt samfund, siger Casper Kirketerp-Møller.
Trods den økonomiske begmand har man fortsat med at udbygge ladenettet i hele 2022, og er nået op på 4.600 offentlige ladepunkter i hele landet.
– I takt med at danskernes investeringer i elbiler steg markant sidste år, gjorde behovet for rigelig, relevant og offentlig tilgængelig opladning det samme. Derfor satte vi endnu mere fart på udrulningen af ladepunkter i hele landet, hvor vi tæt på fordoblede vores offentlige netværk, og samtidig annoncerede vi vores ambition om at sætte strøm til flere end 20.000 offentlige ladepunkter inden udgangen af 2025, siger Casper Kirketerp-Møller.
Strategiske investeringer og tætte partnerskaber skal hjælpe Clever godt på vej med at få etableret de mange ladepunkter, og derfor indgik selskabet i 2022 store aftaler med bl.a. Salling Group, PFA Pension, Danske Shoppingcentre og NREP. Tilsammen udgør aftalerne omkring 3.500 offentlige ladepunkter fordelt over hele landet.
Allerede i løbet af 2023 forventer Clever at syvdoble antallet af lynladepunkter rundt om i landet til 750.
Kilde: Clever