Boliganalysen er et nyt digitalt værkstøj, der viser, hvordan man kan spare på energien i landets mange boliger. Værktøjet, der er udarbejdet af Energistyrelsen, KL, Realdania og tre kommuner, skal gøre det nemmere for landets kommuner at rådgive borgerne om fordelen ved at energirenovere deres bolig. Potentialet er stort – bygninger står for godt 40 procent af Danmarks samlede energiforbrug.
Baggrunden er, at mens mange gerne vil nedsætte energiforbruget og deres klimaaftryk, kan det være svært at gennemskue, hvordan det rent praktisk og teknisk kan lade sig gøre – og hvilke løsninger, der er bedst i hvilke situationer.
Derfor har Energistyrelsen været med til at udvikle Boliganalysen. Værktøjet er tiltænkt landets kommuner, og det kan hjælpe kommunerne med at analysere potentialet for energibesparelser i private boliger i kommunen. Boliganalysen gør det blandt andet muligt at udsende informationskampagner direkte til borgernes e-Boks med tips og rådgivning, som er tilpasset den enkelte bolig.
Vi har ambitioner om både at anvende energidata aktivt og at gennemføre konkrete aktiviteter i samarbejde med kommunerne. Vi mener, at Boliganalysen kan skabe værdi for alle landets kommuner, og derfor vil vi gerne bidrage til at gøre værktøjet tilgængeligt for så mange kommuner som muligt, siger Stig Uffe Pedersen, vicedirektør i Energistyrelsen.
En lille gruppe kommuner fik den gode idé til Boliganalysen. Med finansiering fra den filantropiske forening Realdania og en stor arbejdsindsats fra de fem initiativtagende kommuner var det muligt at udvikle og afprøve værktøjet. Energistyrelsen går nu ind og løfter Boliganalysen til et nationalt plan, så alle kommuner kan gøre brug af værktøjet.
Der er et stort potentiale for at spare på energien i danskernes boliger, men det har vist sig vanskeligt at komme i gang med at gøre noget ved det. Boliganalysen er et værktøj, som giver kommunerne helt nye muligheder for at arbejde strategisk med energidata og bruge indsigterne til at komme i dialog med borgerne. Derfor er det enormt positivt, at Energistyrelsen nu går ind og giver Boliganalysen et vigtigt løft, siger Pelle Lind Bournonville, projektchef i Realdania.
Kilde: Energistyrelsen